TVÆRFAGLIGT
Til læreren
Formålet med at arbejde med temaet tilgivelse tværfagligt, er at belyse begrebet “Tilgivelse” fra en historisk, en religiøs og en samfundsfaglig vinkel. Eleverne skal bruge de tre fags tilgange til at tage stilling selv og forholde sig til et udvalg af de dilemmaer, vi bliver præsenteret for i dokumentaren “The unforgiven”.
Temaet kan evt. bruges til prøven i 9. klasse.
Progressionen i forløbet er tænkt således:
- Aktivering af forforståelsen af begrebet tilgivelse
- Forventninger til at opnå tilgivelse i forhold til Esads rejse tilbage.
- Tilgivelse i et religiøst perspektiv – primært ud fra en kristen og muslimsk synsvinkel
- Tilgivelse set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv i forhold til retssystemet.
- Tilgivelse beskrevet i et historisk perspektiv
- Rollespil, hvor elevernes kompetencer indenfor tilgivelse set ud fra de tre perspektiver kommer i spil. Rollespillet skal styrke elevernes evne til at sætte sig ind i andres bevæggrunde og bruge disse til at argumentere for en holdning, der ikke nødvendigvis er deres egen.
- Evaluering af kompleksiteten i tilgivelse og hvordan det skal forstås ud fra forskellige perspektiver.
Færdigheds- og vidensmålene er beskrevet ud fra hvert fags tilgang.